Sådan undgår du brand i sommerhuset

Sådan undgår du brand i sommerhuset

Sommerhussæsonen synger på sidste vers, og med den rekordvarme og netop overståede hedebølge har mange flittigt brugt deres ferie med familien i sommerhuset. Nu går sommerferien på hæld, og det betyder for mange, at det er tid til at låse af og rejse tilbage til hverdagen. Inden du for alvor lukker sommerresidensen ned for de kolde måneder, er det vigtigt at sikre, at elinstallationerne fungerer som de skal, og at el-sikkerheden er i orden.

Energivenlig by EBAS bringer dig her fem gode råd, så du kan sove trygt om natten og vende retur til sommerhuset, når sæsonen igen går i gang.

Tjek dit HFI-relæ

Det er altid en god ide at tjekke sommerhusets HFI-relæ mindst en gang om året. Og så er det lovpligtigt. HFI/HPFI-relæet skal nemlig sikre, at strømmen slår helt fra, hvis der skulle ske noget uventet som en kortslutning eller en overspænding.

Ved at trykke på testknappen, kan du tjekke, om den slår fra. Slår den ikke fra, vil den heller ikke gøre det, hvis uheldet er ude, og det kan i værste fald føre til brand.

Drop forlængerledningerne

Foruden at have øje på relæet skal man også være opmærksom på overbelastning af installationerne. Selvom man måske ikke har en overflod af stikkontakter i sit sommerhus, bør man undgå at bruge en masse forlængerledninger. Forbindelserne ved forlængerledninger, der ligger og roder, kan godt løsne sig, og det kan lige så ende med brand.

Træk stikket

Når man forlader sommerhuset igen efter en dejlig ferie, er det også en god ide at trække alle stik ud af stikkontakterne. På den måde sikrer man, at der ikke opstår brand i det gamle fjernsyn ved for eksempel lynnedslag. Derudover er en sidegevinst, at man sparer penge på unødvendig standby-strøm.

Kend reglerne

Hvis man er i tvivl, om man selv må give sig i kast med at lave elinstallationer, skal man altid kontakte en elinstallatør. F.eks. man må gerne selv sætte en lampe op, mens du skal have en autoriseret elinstallatør til at sætte spots op eller stik til elvarme.

Du kan læse mere om reglerne hos Sikkerhedsstyrelsen. Alternativt kan du kontakte en autoriseret installatør, der kan rådgive og uddybe reglerne.

Få et eltjek

Er elinstallationerne en by i Rusland for dig, eller mangler du simpelthen overblik over tilstanden på dem i dit sommerhus, er det en god idé at få foretaget et el-tjek af en autoriseret elinstallatør, som går huset grundigt efter i sømmene.

Når EBAS laver el-tjek, sender vi altid faguddannet personale hjem til dig. Det er din sikkerhed for, at eftersynet laves efter alle regler og love, og dermed, at du får det bedste udgangspunkt for at gøre sommerhuset el-sikkert og undgå brand.