Nybyggeri: Disse skader kan opstå inden 1- og 5 års gennemgangen

Nybyggeri: Disse skader kan opstå inden 1- og 5 års gennemgangen

TV-serier om nybyggeri og kreativitet fanger i stor stil danskernes opmærksomhed. Men det er ikke kun serierne, der fanger. Faktisk er det at bygge sit eget hus blevet rigtig populært – og byggefirmaerne har rygende travlt.

Med et nybygget hus slipper du også for mange bekymringer, fordi der er minimal vedligeholdelse de første mange år – og de større renoveringer ligger ikke på lur. Men der kan opstå skader i alle boliger. Også i nybyg.

Ifølge Bo Halm Andersen, der er rådgiver hos EBAS, er der en række områder, du skal være opmærksom på allerede i løbet af de første år i dit nybyggeri.

1 års gennemgang

Ifølge Bo Halm Andersen er en af de hyppigste skader man ser i nybyg, endda meget tidligt og inden for det første år, svindrevner. Revnerne opstår typisk i hjørner, mellem loft og væg samt mellem dørkarme og væg.

”Det er meget normalt, og det skal man ikke blive skræmt over. Nogle byggefirmaer fikser det allerede når revnerne opstår, mens andre tager det til 1 års gennemgangen. Så derfor er det vigtigt at få det påpeget – om ikke før så til gennemgangen,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at revnerne opstår på baggrund af bevægelser og temperaturer, når huset tilpasser sig.

I nybyggeri installeres der også et ventilationsanlæg. Det kan være svært at vurdere, om det fungerer optimalt den dag, man overtager huset. Men efter et år er det vigtigt at påpege, hvis man tror, anlægget er installeret forkert.

”Er det svært at få fugten ud, larmer anlægget meget eller oplever man andre gener, så er det en god ide at påpege det. Er den indstillet forkert og fugten for eksempel ikke kan komme ordentligt ud, kan der opstå fugtskader, da nybyggede huse er meget tætte,” siger Bo Halm Andersen.

 

Udvendigt skal man især være opmærksom på fundament og murværk. Ved nybyg skal der ikke kunne findes store revner, da det kan være tegn på en sætningsskade. Men der kan normalvis opstå små svindrevner i fundamentet.

”Det skal tjekkes ved 1 års gennemgangen for at sikre, at revnerne ikke er alvorlige. Og så er det en god ide at gøre noget ved dem, så der ikke kan trænge fugt igennem. Og det gælder både på murværk og ved fundamentet,” forklarer Bo Halm Andersen.


Har du svært ved at overskue, hvad du skal være opmærksom på til din 1- eller 5 års gennemgang? Hos EBAS tilbyder vi både 1- og 5 års byggeteknisk gennemgang af din nybyggede bolig, hvor vores byggesagkyndige sammen med dig og entreprenøren går boligen grundigt igennem for fejl og mangler, der kan være opstået efter afleveringsforretningen. 

5 års gennemgang

Salpeterudtræk (hvide aftegninger) på murværk i nybyggede huse er normalt. Men det skal også gå væk af sig selv igen. Ifølge Bo Halm Andersen vil man typisk stadig kunne se salpeterudtræk nogle steder til 1 års gennemgangen – men har man derefter fjernet det med en stiv kost, og det stadig bliver ved at dukke op de samme steder efter fem år, så skal man se nærmere på det.

”Det kan være tegn på fejl i konstruktionen, hvis der det samme sted efter fem år stadig kommer salpeterudtræk. Hvis det for eksempel er væggen ind til et badeværelse, kan det være, der er nogle konstruktionsmæssige fejl eller utætheder i rørinstallationer, der medfører øget fugt,” siger Bo Halm Andersen.

Efter fem år kan man også begynde at se, om tagrummet er godt nok ventileret.

Derfor skal man inden 5 års gennemgangen – og også gerne jævnligt – tjekke op på, om der er kommet fugt i tagrummet. Det kan man se ved at holde øje med mørke aftegninger.

”Det er rigtig vigtigt, at man er opmærksom her, da fugtskader i tagrummet kan blive en dyr og alvorlig affære,” siger Bo Halm Andersen.

Efter fem år er det også en god ide at tjekke de udvendige fuger til vinduer og døre. Hvis de ikke er udført korrekt eller ikke er fuget dybt nok, vil de begynde at falde ud, hvilket man skal påpege til fem års gennemgangen. I værste fald kan det betyde utætte vinduer og mulighed for fugtpåvirkning.

Det er, ifølge Bo Halm Andersen, også altid en god ide at være opmærksom på revner i fundamentet – uanset hvor gammelt huset er.

Derfor påpeger han også, at man inden 5 års gennemgangen igen skal tjekke op på revner i fundament og murværk.

Nybyggeri: Disse skader kan opstå inden 1- og 5 års gennemgangen