Indeklima i nybyggeri - Det skal du være opmærksom på

Indeklima i nybyggeri: Det skal du være opmærksom på

Kuldebroer, træk og fugt er ikke noget de fleste skal bekymre sig om, når de bygger et helt nyt hus. For nye huse i dag er tættere og sundere end nogensinde.

Men selvom indeklimaet i nye huse har de bedste forudsætninger for at være helt i top, er der alligevel særlige områder, du skal være opmærksom på, når du bygger eller ejer et nyt hus. For det er ikke kun ældre boliger, der kan have problemer med indeklimaet.

Selvom husene er nye, skal man stadig tænke over indeklima – især hvis man selv bygger nyt hus eller er med i processen. For indeklima handler ikke kun om fugt og træk men også om ventilation, varme, lys og lyd,” forklarer Carsten Høg Christensen, der er byggesagkyndig fra EBAS.

Pas på solens stråler
Nybyggede huse i dag har ofte mange store, brede og høje vinduespartier i boligen, som giver et flot og dejligt lysindfald. Men faktisk kan det have en negativt effekt på indeklimaet, hvis solens stråler om sommeren kan banke ind i huset uden nogen afskærmning.

”Det bliver for varmt i boligen om sommeren, hvis man har mange store vinduer mod syd uden afskærmning. Når boligen så bliver ophedet, skal der bruges energi på at køle boligen ned, hvilket kan undgås,” siger Carsten Høg Christensen og forklarer, at man i begyndelsen løste problemet med markiser, men i stedet på grund af arkitektur, er gået over til at indbygge solafskærmning i vinduerne, som modvirker alt for meget varme fra solens stråler.

Ifølge Carsten Høg Christensen er gardiner heller ikke den bedste løsning, da varmen fra solens stråler allerede vil være i boligen, inden de rammer gardinerne.

Der er regler på området, men derfor anbefaler Carsten Høg Christensen alligevel, at man fra starten er opmærksom på vinduernes placering og størrelse, og hvordan man bedst muligt modvirker, at solens stråler gør boligen for varm.

Indeklima i nybyggeri - Det skal du være opmærksom på
Indeklima i nybyggeri - Det skal du være opmærksom på

Er din bolig for tør?
I ældre boliger vil der altid være en naturlig udluftning, fordi de ikke er helt tætte. Men i dag er der skabt nogle isoleringsløsninger og regler, der gør nye huse helt tætte. Det stiller derfor store krav til husets ventilationsanlæg – som skal være installeret i et nyt hus. Men omvendt kan det faktisk skabe indeklimaproblemer, at de nye huse er for tætte, hvis ventilationsanlægget ikke er indstillet korrekt – for der skal være en naturlig fugtbalance i huset.

Man kan for eksempel opleve tørre øjne og irritation, hvis boligen er for tæt, hvilket ofte betyder, at ventilationsanlægget ikke er indstillet korrekt.

Et ventilationsanlæg sørger for at udskifte luften i boligen og opretholde det rette fugtniveau. Den måler luften og reguler selv morgen, middag og aften. Fordelen ved anlægget er, at den trækker den varme dårlige luft ud, og opvarmer den nye friske luft, der blæses ud i boligen, op med varmen fra den luft, der skal udskiftes.

Derfor anbefaler Carsten Høg Christensen, at man tjekker sit ventilationsanlæg efter i sømmene, hvis man oplever gener ved en for tør bolig. Ved et ventilationsanlæg skal man også være opmærksom på at skifte filtre, da indeklimaet kan blive dårligere med et for brugt filter, fordi der over tid vil samle sig skidt og støv i det.

Dårlig akustik kan påvirke indeklimaet
Noget af det, der også er vigtigt for et godt indeklima er lyd. Det kan have en stor negativ effekt, hvis der ikke er taget højde for akustik i loftet.

”For flere år siden skulle det hele være hvidt og sterilt, men man fandt hurtigt ud af, at det var helt umuligt støjmæssigt at befinde sig i en bolig uden for eksempel træbeton-plader eller akustikplader,” siger Carsten Høg Christensen og pointerer, at det ikke er noget, man må spare på, når man bygger nyt.

”Træbeton-lofter er meget anvendt og kan skabe en god og behagelig akustik i hjemmet. Derudover kan man ved gipslofter også sætte akustikplader op forskellige steder, som også vil have en positiv effekt på lydakustikken i hjemmet – og det er vigtigt, de befinder sig i alle rum. Har man ikke fokus på det, vil man kunne opleve, at det nærmest er uudholdeligt at føre samtaler i hjemmet, hvis flere personer er samlet,” siger Carsten Høg Christensen.

 

 

Har du brug for en Byggesagkyndig til at gennemgå dit drømmehus sammen med dig? Se mere om hvad vores erfarne Byggesagkyndige kan hjælpe dig med. 

Energi- og Bygningsrådgivning A/S  |  Lautrupvang 2, 2750 Ballerup  |  CVR 33077831  |  Copyright © 2020 EBAS