Hvad dækker K1, K2 og K3 i Tilstandsrapporten over?

Når en bolig skifter hænder, er der mange aftaler og rapporter, som både køber og sælger skal forholde sig til. De fleste af os har hørt om K1, K2 og K3’ere i en Tilstandsrapport, men hvad dækker de egentlig over? Det opsummerer EBAS kort her:

Tilstandsrapportens karakterskala
Tilstandsrapporten beskriver husets tilstand. I rapporten giver en Bygningssagkyndig husets skader karakter efter, hvor alvorlige de er. Tommelfingerreglen er, at jo højere tal der er efter K’et, des højere skal du prioritere at udbedre skaden.

K3: Kritiske skader
Er skader som vil medføre, at bygningsdelens funktion svigter inden for overskuelig tid. Det risikerer at medføre skader på andre bygningsdele. En K3-skade kan f.eks. være hul i taget eller en løse flise på badeværelset, da begge skader betyder, at der kan trænge vand ind i konstruktionen.

K2: Alvorlige skader
Er skader som medfører, at bygningsdelens funktion svigter inden for overskuelig tid, men ikke medfører skader på andre bygningsdele. Et eksempel på en K2-skade er revner i gulvkonstruktioner eller punkterede termoruder.

K1: Mindre alvorlige skader
Er skader som ikke har nogen indflydelse på bygningsdelens eller bygningens funktion. Et eksempel på en K1-skade er løstsiddende tapet og træbeklædning eller mindre revner i murværket.

K0: Kosmetiske skader
Er skader eller forhold, som kan påvirke købers indtryk af ejendommen.

UN: Bør undersøges nærmere
Beskriver forhold hvis konsekvens ikke kan fastlægges tilstrækkeligt efter den visuelle gennemgang, f.eks. fordi krybekælder eller loftrum har været aflåst og den Bygningssagkyndige derfor ikke kunne besigtige dem tilstrækkeligt. UN kan dække over en alvorlig skade, og derfor bør du være ekstra opmærksom på UN. Hvis køber vælger at købe ejendommen, uden at forholdet er undersøgt nærmere, bærer køber selv risikoen.

IB: Ingen bemærkninger

Står du og skal købe eller sælge bolig? Så kan du her læse mere om hvordan EBAS kan hjælpe med Tilstandsrapporten

Energi- og Bygningsrådgivning A/S  |  Lautrupvang 2, 2750 Ballerup  |  CVR 33077831  |  Copyright © 2019 EBAS