Vælg de mest holdbare materialer og minimér vedligehold af din bolig

Vælg de mest holdbare materialer og minimér vedligehold af din bolig

Der følger ofte mange vedligeholdelsesopgaver med som boligejer – og det kan optage meget af din tid. Hvis du skal bygge eller renovere, kan løsningen derfor være at vælge materialer, der kræver et minimum af vedligehold. Bygningssagkyndig fra EBAS – Bo Halm Andersen – giver her sine bedste råd til, hvilke materialer du bør vælge, hvis du vil minimere vedligehold af din bolig.

Vinduer

Vinduerne er et af de helt åbenlyse områder, hvor du kan vælge nogle gode materialer, der ikke kræver meget vedligehold. Her anbefaler Bo Halm Andersen, at du vælger træ/alu-vinduer eller plastvinduer. Men det er ikke for enhver pris. Du bør nemlig også tage højde for, hvordan vinduerne passer til boligens arkitektur og udseende.

”Træ/alu-vinduer eller plastvinduer er et godt valg, hvis du vil have vinduer, der ikke kræver det store vedligehold. Men det betyder ikke, at det er det rigtige valg for din bolig. Hvis du for eksempel skal have udskiftet vinduerne i din gamle patriciervilla, så ser det måske ikke så pænt ud med træ/alu-vinduer eller plastvinduer,” siger Bo Halm Andersen.

Facade

Det mest oplagte valg af materiale til facaden, hvor der er et minimum af vedligehold, er mursten. Det er dog vigtigt at påpege, at der med tiden kan blive behov for at udskifte fugerne mellem murstenene og eventuelt revnede mursten.

Du kan også vælge metal. Her skal du være opmærksom, hvis du vælger farvet metal, da det kan skalle af på et tidspunkt.

Hvis din bolig er bygget op i en trækonstruktion, kan du vælge at beklæde det med eternit. Træ kræver vedligehold, men der er næsten ingen vedligehold, hvis du beklæder det med eternit.

Ligesom med vinduerne er det vigtigt at tage højde for boligens arkitektur og udseende, når du vælger facade-beklædning.

Har du brug for hjælp til at vælge de rigtige materialer til din nye bolig? Med et byggetilsyn fra EBAS får du løbende sparring og rådgivning fra en kompetent bygningssagkyndig fra start til slut i din byggeproces.

 

Vælg de mest holdbare materialer og minimér vedligehold af din bolig

Tag

Når vi kigger på taget, har du også mulighed for at vælge materialer, der kræver et minimum af vedligehold. Det er både i forhold til det udvendige træværk og tagbelægningen.

Hvis du beklæder det udvendige træværk med eternit, får du en løsning, hvor der næsten ikke er noget vedligehold. Du kan også vælge zink, men det er en lidt dyrere vej at gå.

Når du skal vælge materiale til tagbelægningen, skal du være opmærksom på levetiden. Naturskifer har ubegrænset levetid, men det er også det dyreste materiale, og det bliver primært brugt til ældre boliger.

Du kan også vælge tegl-tagsten eller beton-tagsten, der henholdsvis har en levetid på op til 100 år og op til 80 år. Beton-tagsten er det mest almindelige, hvis du skal bygge ny bolig.

Alle tre materialer kræver et minimum af vedligehold. Du skal dog være opmærksom på, at der kan opstå mos og/eller alge-belægning på taget. Det kan du rense væk, hvis du vil bevare et pænt udseende på taget.

Vælg de mest holdbare materialer og minimér vedligehold af din bolig

Gulv

Det er oplagt at kigge nærmere på stuegulv og køkkengulv, da det er her, vi opholder os mest.

Der er flere materialer, der næsten ikke kræver vedligehold. Men du bør tage højde for udseende og komfort.

”Hvis du ønsker et gulv, hvor der næsten ikke er noget vedligehold, skal du vælge gulvklinker eller betongulv. Men det kan godt være lidt hårdt at gå på. Alternativt kan du vælge laminatgulv, der i dag findes i en så god kvalitet, at det næsten kan forveksles med ægte trægulv. Der er ofte 20 års garanti eller mere på gulvet – og så er det nemt at arbejde med,” siger Bo Halm Andersen.

 

Vil du have overblik over, hvor du bør sætte i forhold til materialer, der kræver et minimum af vedligehold? Med et boligeftersyn fra EBAS får du besøg af en erfaren bygningssagkyndig, der gennemgår din bolig sammen med dig og rådgiver dig til, hvilke materialer du skal vælge.