Stop skadedyrene i tide: Sådan forhindrer du mus og rotter i din bolig

Stop skadedyrene i tide: Sådan forhindrer du mus og rotter i din bolig

De er her, men ingen ønsker at få dem på besøg. I 2019 var der 171.899 anmeldelser om rotter på landsplan – og det er derfor ikke så underligt, at eksperter råber vagt i gevær. Og i denne kølige tid skal vi være ekstra opmærksomme, da mus og rotter søger varme og mad.

Kommer de først ind i boligen, kan de være meget svære at slippe af med igen – og de kan forårsage store og dyre skader som kortslutning i installationerne, huller i vandrør, skader på gulv, inventar, isolering og lignende. Derudover er både mus og rotter sundhedsskadelige og kan overføre sygdomme til mennesker.

”Stop dem så tidligt som muligt. Det er også meget nemmere, billigere og mere overskueligt at lave forebyggende tiltag end at udrede problemerne, når de er kommet ind,” siger Bo Halm Andersen, der er rådgiver hos EBAS.

Han giver dig derfor her sine bedste råd til, hvordan du forebygger og forhindrer indtrængen af mus og rotter.

Er du i tvivl om, om drømmeboligen har været angrebet af skadedyr? EBAS er Danmarks førende leverandør af uvildig Køberrådgivning, og vores eksperter giver dig klar besked om boligens byggetekniske tilstand her og nu – samt indsigt i den vedligeholdelse, du kan forvente fremover. På den måde får du klar besked om din drømmebolig.

Bloker kloakken

Rotterne lever primært i kloakken. Det er også gennem kloakrør, at de ofte kommer ind i huset. Det er derfor vigtigt at sørge for, at adgangen via rør er så besværlig, som mulig.

I dag bygges de fleste nye huse med en rottespærre. Den sættes i kloakbrønden, så kloakvandet kan komme ud, men rotterne ikke kan komme ind.

”Hvis man bygger nyt, så skal man få det installeret fra starten. Husk at være opmærksom på, om en rottespærre er med i entreprisen – spørg eventuelt din byggeleder. Har man et ældre hus uden en rottespærre, kan den eftermonteres. Rottespærren er nærmest den største og bedste forebyggelse mod rotter,” siger Bo Halm Andersen.

Har man flere etager med toiletfaciliteter, kan man også forebygge, at rotter kommer den vej ind ved at få en rottespærre på faldstammen. Faldstammen er det kloakrør, der løber lodret gennem huset fra etage til etage.

Rotterne er nemlig så gode, at de kan klatre op gennem et rør ved at skyde ryggen bagud og støde imod med fødderne. Og så er der fri adgang gennem toilettet og ud i boligen.

 

Stop skadedyrene i tide: Sådan forhindrer du mus og rotter i din bolig

”Man ser faktisk, at rotter kan komme ud af toiletter og afløb. I ældre huse er rørene også anderledes end i dag. De er mere ru, hvilket kun gør det mere fordelagtigt for rotten at kravle op,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at der i stedet for en rottespærre – eller som supplement – også kan laves en udvidelse på faldstammen, så røret et sted bliver bredere – på VVS-sprog også kaldet ”den gravide dame”. På den måde er røret for bredt til at rotten kan sætte sig selv i spænd og klatre op.

Reparer alle sprækker og revner

Det er også vigtigt, at du sikrer din bolig på overfladen. Mus kommer blandt andet fra marker – og efter store skybrud kan rotterne søge mod overfladen. Og er der bare det mindste lille hul eller sprække i for eksempel facaden, ved vinduet eller omkring kælderen, kan de komme ind. Rotter kan trænge ind af små huller på bare omkring to centimeter.

”Når man har kælder, er der ofte riste i soklen på grund af ventilation. Er de i stykker, rustet eller lignende, vil det være meget nemt for mus og rotter at passere dem og komme direkte ind under gulvet,” siger Bo Halm Andersen.

Det samme kan lade sig gøre, hvis der er større skader på sokkel og murværk, så der er adgang til hulmuren. Bo Halm Andersen anbefaler derfor, at man efterser sin sokkel og sit murværk – gerne en gang om året.

Det er vigtigt at sikre sig, at rotter og mus ikke kan komme op på taget. Her er det nemlig svært at overskue, om der skulle gemme sig et hul inde under taget eller i udhænget, hvor der er fri adgang til tagrummet.

Stop skadedyrene i tide: Sådan forhindrer du mus og rotter i din bolig

”Man skal sørge for, at rotterne ikke har adgang til at kravle op i tagrenden. Det gør man ved at sikre sig, at der ikke er huller omkring nedløbene – især omkring jorden. Man kan for eksempel sætte et trådnet i nederst i røret,” siger Bo Halm Andersen.

Du skal samtidig være opmærksom på, at rotten er en god springer. Er der for eksempel noget, de kan kravle op på, som står tæt på vinduerne – for eksempel et træ, en pavillon, en brændestabel eller lignende, kan de være så frække at passere lige ind gennem vinduet, når det er åbent. Især, hvis de kan lugte mad.

Væk med affald og mad

Generelt skal man altid sørge for, at der ikke er mad let tilgængeligt på sin grund eller i for eksempel et skur. Det er det helt store trækplaster for både mus og rotter.

”Selv gamle brødrester i en autostol i et skur kan gøre sådan, at de søger ind. Og så er det faktisk ligegyldigt, om dit hus er et år eller 40 år gammelt” siger Bo Halm Andersen og pointerer, at man især skal undgå at sætte mad ud til fuglene i haven, da det er en af de hyppigste årsager til rotter.

”Man skal også få de naturlige madrester væk – som gamle, nedfaldne æbler. Og man skal sørge for, at ens skraldespand er lukket ordentligt, så rotten hverken kan lugte eller komme til affaldet.” siger han.

Husk, at hvis du opdager rotter, har du pligt til at informere kommunen, som herefter tager sig af problemet. Selvom musene ikke er så stort et problem som rotter, er bekæmpelsen på eget ansvar. Spørg eventuelt i dit lokale byggemarked, hvilke værktøjer der er bedst i kampen mod skadedyrene.

Mangler du inspiration til, hvordan du blandt andet kan sikre din bolig mod mus og rotter? Hos EBAS tilbyder vi et Boligeftersyn, hvor en EBAS rådgiver går boligen igennem sammen med dig, med fokus på at give dig overblik over boligens tilstand og muligheder for vedligeholdelse, forbedring og energioptimering. Læs meget mere her.