Sådan vælger du de rigtige vinduer til dit hus

Sådan vælger du de rigtige vinduer til dit hus – Se fordelene og ulemperne

De har en vigtig funktion. Vinduer. De kan både bringe lys og luft ind i boligen – og har også en vigtig æstetisk funktion. Uanset om du skal bygge nyt eller renovere, så er en af de store beslutninger, hvilke vinduer du skal vælge. Men hvilket er egentlig det bedste valg – og hvad er fordelene og ulemperne ved vindueudvalget i dag?

Rådgiver fra EBAS, Bo Halm Andersen giver her sin guide til de forskellige vinduestyper – og gør dig klogere på, hvad du skal være opmærksom på, hvis du skal investere i nye vinduer.

Træ/Alu vinduer
De fleste nybyggede huse bliver bygget med Træ/Alu vinduer. De er både vedligeholdelsesfrie og ekstremt holdbare, hvilket ifølge Bo Halm Andersen er grunden til, at de er et meget populært valg.

Vinduerne behøver nemlig kun at blive rengjort. Derudover har vinduerne et lettere udtryk end almindelige trævinduer, og det er også muligt at modellere vinduesrammerne smallere – hvilket ikke er muligt med trævinduer.

”Er man typen, der ønsker mindst muligt vedligehold og god kvalitet, så skal man gå efter Træ/Alu vinduer. De er også det dyreste valg, men pengene er godt givet ud i forhold til kvalitet,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at kvalitet og pris følges ad, når det handler om vinduer.

”Med Træ/Alu har du nærmest evighedsvinduer”, siger han.

Dog har vinduerne den ulempe, at farvevalget er permanent. Træ/Alu vinduer er lavet med træ på indersiden og aluminium på ydresiden. Derfor er det ganske besværligt at ændre farven udvendigt på vinduerne, da overfladen er glat og ikke beregnet til at skulle males på. Ifølge Bo Halm Andersen er det dog muligt at ændre vinduernes farve, men det er besværligt og ikke noget, han vil anbefale, da slutresultatet ofte ikke bliver ligeså godt som udgangspunktet.

Sådan vælger du de rigtige vinduer til dit hus

Trævinduer
Det er også muligt at vælge de klassiske trævinduer. Det er et billigere alternativ end de moderne Træ/Alu vinduer, men de kræver derimod også vedligeholdelse.

”Som udgangspunkt skal man slibe og male sine trævinduer hver 5. år. Gør man det, har man også sunde vinduer, der kan holde rigtig længe. Hvis et trævindue fra 60’erne er blevet passet godt på, kan det faktisk være holdbart den dag i dag – hvis ellers de andre omstændigheder omkring vinduet er i orden,” forklarer Bo Halm Andersen.

Vedligeholder man derimod ikke sine trævinduer, vil malingen med tiden skalle af og vinduerne være blottet mod vind og vejr – hvilket på sigt vil give rådskader og i sidste ende koste vinduet livet.

”Er man ude og se på et ældre hus, kan man hurtigt med en syl tjekke, om vinduet har rådskader ved at prikke til rammen. Går sylen langt ind i træet, har det rådskader og skal derfor skiftes ud,” forklarer Bo Halm Andersen.

Nogle af fordelene ved trævinduer er, at man nemt kan ændre udseende på dem med nyt maling, og at de generelt er billigere at erhverve.

”Trævinduer forpligter – men er man gør-det-selv-typen, der ikke er skræmt af vedligeholdelse, er trævinduer ikke noget dårligt valg. Og har man en ældre bolig, passer trævinduer ofte meget bedre til husets stil end nye, moderne Træ/Alu vinduer,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at det også er vigtigt at kigge på husets arkitektur, når man vælger vinduer.

”Det er ikke ligegyldigt for husets udtryk, hvilke vinduer man sætter ind, fordi man kan ændre stilen markant med vinduer. Man skal derfor ikke kun tænke på komfort men også vælge det vindue, der rent æstetisk passer ind,” forklarer Bo Halm Andersen.

Er du i tvivl om holdbarheden på vinduerne i drømmehuset? Og hvad det eventuelt indebærer at udskifte dem? Så kan du blive meget bedre klædt på med Køberrådgivning fra EBAS . Med Køberrådgivning får du kompetent rådgivning og vurdering af den byggetekniske tilstand af din drømmebolig – og du bliver samtidig klogere på husets fremtidige vedligeholdelse.

Sådan vælger du de rigtige vinduer til dit hus

Plastikvinduer
Plastikvinduer er også en mulighed. Det er også en af de billigere løsninger, som dog ikke kræver vedligeholdelse. Plastikken er gennemgående, og det er ganske besværligt at ændre farven ud- og indvendigt. Ved de første plastikvinduer, der blev fremstillet i Danmark, var rammer og karme tykke, men i dag er de nyere og mere moderne plastvinduer blevet slankere og passer bedre til nyere huses arkitektur.

”Plastikvinduer er en billig og vedligeholdelsesfri løsning, men man får til gengæld også et tydeligt plastiklook, som ser meget anderledes ud end de andre løsninger,” siger Bo Halm Andersen.

Vinduer gennem tiden
Selvom vinduernes i huset ser sunde ud, kan det måske være en fordel økonomisk og energimæssigt at udskifte til nyere vinduer, hvis vinduerne er fra før 1998. For vinduer er blevet en del bedre med årene.

”Fra omkring 1998 begyndte man at lave energioptimeret vinduesglas – hvor det førhen var termoglas – og derfor er det mere rentabelt at skifte sine vinduer ud fra før 1998, end det vil være at gøre det med vinduer efter 1998. Skifter man ældre vinduer ud, vil det på grund af det energioptimerede glas have en positiv effekt på varmeregningen,” siger Bo Halm Andersen.

Derudover er det ifølge Bo Halm Andersen også meget vigtigt, at man vælger vinduer, der er DVV-stemplet (Dansk Vindues Verifikation).

”Kvalitetsstemplet er din garanti for kvalitet. Du kan sagtens finde billigere vinduer uden kvalitetsstempel, hvor det i øjeblikket virker som den bedste løsning. Men på længere sigt er pengene meget bedre givet ud, hvis man investerer i kvalitet, for de kvalitetsstemplede vinduer holder bare bedre og længere,” forklarer Bo Halm Andersen.

Er du i tvivl om, om du kan spare penge ved at skifte dine vinduer ud? Eller hvordan tilstanden er på dem? Med et Boligeftersyn fra EBAS får du et indgående kendskab til din bolig under overfladen og indblik i mulighederne for at reducere energiforbruget. Det giver dig mulighed for at sikre en velholdt bolig nu og i fremtiden.

Energi- og Bygningsrådgivning A/S  |  Lautrupvang 2, 2750 Ballerup  |  CVR 33077831  |  Copyright © 2020 EBAS