Sådan vælger du de rigtige vægge i boligen

Sådan vælger du de rigtige vægge i boligen

Mursten, beton, gips eller noget helt andet? Hvilke vægge skal du vælge, når du bygger eller renoverer, og kender du fordelene? Hvis ikke, er du langt fra den eneste. Faktisk er der meget forskellige egenskaber og fordele at hente. Læs med her og bliv klar til at vælge husets fire vægge til dit husprojekt.

Du er måske i gang med at give den gamle bolig den helt store make-over, eller måske er du ved at bygge helt nyt? Uanset er der et væld af muligheder. De fleste af os vil nok være særlig fokuseret på køkkenet, badet, gulvet, planløsningen osv., mens væggene nok ikke er et punkt, som man vil skele så meget til.

Byggesagkyndig Bo Halm fra EBAS tager dig her gennem de forskellige vægtyper og deres fordele.

Nybyggeriets oplagte valg

Gasbeton (Porebeton), der er en blanding af vand, kalk, sand og cement, er et oplagt valg til indervægge, når man bygger nyt og renoverer. For det første er materialet let og nemt at arbejde med, og det har tilmed en god isolerende effekt, hvorfor der ikke skal isoleres mellem indervægge. Endnu en klar fordel er, at det kan optage og afgive fugt, således skimmel får meget svære vækstkår.

Gasbeton kan også bruges som bærende konstruktion, men her vil jern indgå som element. Gasbeton udmærker sig desuden ved at være brandsikker. Endelig er det let at bore og slå søm i vægge af gasbeton, ligesom det er relativt let at reparere små huller og revner. Gasbeton har dog den bagside, at væggene ikke lydisolerer lige så godt som fx murstensvægge. Det skyldes bl.a., at materialet ikke er så tungt som fx mursten. Dog er det vigtigste i forhold til lydreduktion at samlinger er tætte.

Som i gamle dage

Selvom det næppe er standard hos typehusfirmaerne, er det stadig muligt at få fuldmuret sit hus. 

Man ser ofte huse fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 40’erne, som er fuldmurede. Når huset er fuldmuret, betyder det, at både yder- og indervægge er lavet af mursten. Når du fuldmurer, vil det være en dyrere løsning end fx porebeton eller træskelet.

Fordelen er, at du får et meget holdbart hus, der i manges øjne får et særligt kvalitetsstempel på grund af fuldmuringen. Dertil er væggene mere lydisolerende end de fleste andre materialer, da væggene er tungere.

Drømmer du om en newyorkervæg med rå mursten indenfor, er der også rig mulighed for det. Omvendt er murstensvægge vanskeligere at bore i samt hænge billeder og TV på end fx porebeton.

Læs også: glem-ikke-disse-punkter-nar-du-skriver-under-pa-drommeboligen

I ét med naturen

Vil du foretrække et mere naturligt og rustikt look, kan du overveje indervægge af træ. Ud over et mere naturligt look får du lette vægge, som er nemme at arbejde med, ligesom de også er nemme at hænge noget op på.

Det er også nemt at lydisolere trævægge, og vælger man at lægge isolering i skillevæggene, lydabsorberer væggen rigtig godt. Ved anvendelse af træ, skal man være opmærksom på, at trævægge ikke er godkendte i vådrum.

Fra et til to rum

Er familien vokset og skal et rum blive til flere, er det oplagt at sætte en skillevæg op af gips. Materialet er relativt nemt at arbejde med og er også en stærk løsning, hvis den monteres, som den skal. Væggen er også nem at tage ned igen. Dog skal man være opmærksom på, at gips kan have en tendens til at slå mindre revner, og man skal sørge for at bruge de rigtige rawlplugs, når man vil hænge billeder og andet op.

Vil man undgå, at det bliver for lydt mellem rum, kan man isolere væggen. I det tilfælde lysisolerer væggen godt.

Kan du selv sætte vægge op?

Mange af de nævnte typer vægge er relativt nemme at arbejde med. Er man handy, vil man kunne gøre dele af arbejdet selv. Dog skal man lade fagmænd gøre arbejdet med at isolere og installere el, ligesom arbejdet med bærende vægge og konstruktioner skal foretages af en fagmand.

Mangler du rådgivning til at vælge den rigtige løsning i forbindelse med boligkøb? Så kan vi hjælpe dig.

 

Sådan vælger du de rigtige vægge i boligen