Sådan holder du dit indeklima sundt under nedlukningen

Vigtigere end nogensinde før: Sådan holder du dit indeklima sundt under nedlukningen

Der er lange udsigter til, at vi skal vende tilbage til et normalt arbejdsliv og sende børnene i skole. Derfor opholder vi os i denne tid mere indenfor i hjemmet end normalt – og det påvirker indeklimaet maksimalt.

Derfor er det ifølge Torben Sigsgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og formand for Rådet for et Sundt Indeklima, endnu vigtigere, at man aktivt sørger for at holde sit indeklima sundt.

”Når vi er tilstede i hjemmet, belaster vi altid vores indeklima – og i disse tider, hvor flere mennesker er længere tid hjemme, bliver belastningen endnu større og behovet for at holde indeklimaet sundt og rent vokser – hvis ikke det skal have konsekvenser,” forklarer han.

Hvis indeklimaet bliver dårligt kan det nemlig have en effekt på vores og boligens sundhed. Ifølge Torben Sigsgaard kan koncentrationsevnen blive dårlig, når der er for meget kuldioxid i luften – kuldioxiden opstår blandt andet ved at mange mennesker opholder sig i boligen i længere tid, og at der ikke luftes ud. Derudover kan et dårligt indeklima skabe for meget luftfugtighed, som i værste tilfælde – og over længere tid – kan skabe skader på boligen. Den forhøjede luftfugtighed skabes, når der er flere aktiviteter i hjemmet – som for eksempel i denne tid, hvor hele familien er mere samlet i boligen end normalt.

Samtidig spiller rengøring også en stor rolle i forbindelse med indeklimaet. Og Torben Sigsgaard forklarer, at det specielt i denne tid er vigtigt at holde sit hjem rent.

”Det vigtigste i bekæmpelsen af for eksempel Coronavirus er rene overflader og at spritte de ting af, man bruger mest – som for eksempel vandhaner og dørhåndtag. Et andet vigtigt middel mod Coronavirus er udluftning, så man mindsker partikelmængden i luften så meget som muligt, idet de kan være bærere af smittekim,” siger Torben Sigsgaard og fortæller, at hvis man har et ventilationsanlæg er man godt rustet i forhold til partikler, fordi anlægget sørger for at holde luften ren langt størstedelen af tiden – dermed er man knap så afhængig af manuel udluftning.

Sådan holder du dit indeklima sundt under nedlukningen

Det er dog langtfra alle boliger, der har ventilationsanlæg, og derfor findes der en række tiltag man selv kan gøre for at holde indeklimaet sundt.

”Det er især vigtigt at huske udluftningen, når vi er så mange samlet indenfor i sådan en lang periode. Men hvis vi skal sørge for det mest optimale indeklima, er alle råd vigtige – især i denne tid. Så gør vi både perioden mere behagelig for os selv og holder boligen sund,” siger Torben Sigsgaard og kommer her med 10 gode råd til et godt indeklima:

1. Luft ud med gennemtræk flere gange dagligt (Gerne 4-5 gange af 5 – 10 min. per gang) – husk der skal være gennemtræk!

2. Indreguler ventilationen og vedligehold ventilationssystemerne

3. Tør dit tøj udenfor

4. Luft grundigt ud efter badet

5. Hav en jævn og passende temperatur i alle rum

1. Få udbedret vandskader omgående

2. Anvend få og miljømærkede rengøringsmidler

3. Ryg IKKE indendørs

4. Indret rengøringsvenligt og gør ofte rent

5. Gør hovedrent en gang om året

 

Kilde: Rådet for et Sundt Indeklima

 

Energi- og Bygningsrådgivning A/S  |  Lautrupvang 2, 2750 Ballerup  |  CVR 33077831  |  Copyright © 2020 EBAS