Ny tilskudsordning på en kvart milliard til energiforbedringer: Sådan søger du

Ny tilskudsordning på en kvart milliard til energiforbedringer: Sådan søger du

Vi har en national og nødvendig målsætning om at reducere vores hjemlige CO2-udledning med hele 70 procent inden 2030.
Hvis det skal nås, kan man ikke kun reducere fossile brændsler i landbruget og via transportsektoren. Vi udleder også en hel del CO2 fra vores bygninger og boliger, som vi med fordel kan nedbringe.

Derfor har Energistyrelsen nu øremærket en pulje med hele 245 millioner kroner, som danske boligejere, andelsforeninger og ejerforeninger kan søge til energiforbedringer i boligen inden for boligens klimaskærm, som husets ydre facade, vinduer, tag med mere, husets varmekilde, såsom udskiftning af det udtjente oliefyr eller optimering af boligens drift. For eksempel installation af et ventilationsanlæg.

”Går du og overvejer, hvad du for eksempel skal bruge dine indefrosne feriepenge på, er der oplagt mulighed for at gøre boligen mere energivenlig og komfortabel lige nu og spare på varmeregningen ved at søge tilskud til den nye varmepumpe eller udskiftningen af vinduerne, som man længe har gået og ønsket sig,” fortæller Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energirådgiver hos EBAS.

Så meget kan du søge

Beløbet du kan søge afhænger af det arbejde, der skal udføres og størrelsen på boligen. Du skal søge mindst 5.000 kroner og kan for eksempel få op til 28.000 kroner i tilskud til en ny varmepumpe. Er det en større operation som for eksempel udskiftning af alle vinduer, kan du få cirka 68.000 kroner i tilskud til en bolig på 140 kvm.

Du kan få dækket op til 30 procent af din samlede investering.

Det kræver det

Vil du have fingre i tilskuddet, skal du have et gyldigt energimærke fra 2012 og frem. Dog med undtagelse af hvis du skifter varmekilden til en varmepumpe og sende en beskrivelse af det arbejde, der skal udføres.

Du behøver ikke indhente tilbud fra en håndværker.

Er du i tvivl om dit energimærke, eller skal have det opdateret, står vi klar til at hjælpe dig. Du kan i den forbindelse få op til 3.000 kroner i tilskud til nyt energimærke.

Vi står også klar til rådgive dig i forhold til, hvad der økonomisk og komfortmæssigt kan betale sig af forbedringer, og kan tilbyde dig et forkromet overblik over boligens stand med et boligeftersyn.

Hvornår er det relevant at søge om tilskud

Der er mange muligheder for at få tilskud til energiforbedringer, og det giver særlig god mening at gøre det, hvis du på den baggrund kan få optimeret din bolig, så energimærket bliver bedre, boligen bliver rarere at opholde sig i og forbruget bliver mindre.

”Som boligejer er der ofte økonomiske incitamenter i at foretage energiforbedringer, fordi man i mange tilfælde ender med et reduceret forbrug og dermed en lavere varmeregning. Tilbagebetalingstiden er den, der som tommelfingeregel dikterer, om projektet er økonomisk rentabelt. Dog kan der være andre grunde som for eksempel et ønske om en mere komfortabel eller grønnere bolig, som vejer tungest i beslutningen om at få optimeret boligen, slutter Bo Halm.

Vi har her opstillet nogle eksempler, hvor det er oplagt at søge tilskud:

  • Din bolig trænger til at blive efterisoleret i ydervægge og loftskonstruktioner
  • De gamle vinduer og døre skal skiftes
  • Der er behov for forbedring af indeklimaet
  • Den gamle varmekilde skal udskiftes

Du kan læse mere om dine muligheder for at søge tilskud på Energistyrelsens hjemmeside.

Energi- og Bygningsrådgivning A/S  |  Lautrupvang 2, 2750 Ballerup  |  CVR 33077831  |  Copyright © 2020 EBAS