Disse skader vil opstå i din bolig: Sådan forhindrer du dem bedst muligt

Disse skader vil opstå i din bolig: Sådan forhindrer du dem bedst muligt

Vi opholder os i den i størstedelen af tiden. Det er ofte den største investering i livet. Og det er ofte der, hvor mange gode oplevelser finder sted. Boligen danner altså ramme for vores liv og har stor betydning. Men med en bolig følger også vedligeholdelse og risikoen for skader – uanset om du køber nyt eller gammelt.

Et hus vil med tiden trænge til en kærlig hånd – og der findes skader, der ikke kan undgås, uanset hvor gammelt huset er. Bo Halm Andersen, der er rådgiver ved EBAS, giver her fire bud på, hvilke skader der med tiden vil opstå – samt hvordan du bedst muligt forhindrer dem i at blive alvorlige.

Tjek fugerne i facaden

En af de helt store syndere er vejret. Huse skal hver dag tage imod al slag vind og vejr – og regn, sol, blæst og frost kan ikke undgå at slide på huset.

Derfor er fugerne på facaden altid udsat, og de kan med tiden falde ud eller blive porøse. Især mod syd, hvor huset er meget udsat for sollys.

Bo Halm Andersen anbefaler, at man tjekker sine fuger en gang om året, så man kan være på forkant med skaderne. For bliver fugerne først dårlige, kan der med tiden trække vand ind mellem murstenen og lave fugtskader.

”Fuger i facaden holder i rigtig mange år. Og reparerer man de porøse fuger løbende, vil det blive en mere overskuelig proces, og man undgår derfor også, at mangelfulde fuger udvikler sig til en reel skade med fugt i hulmuren,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at det samme gør sig gældende med udendørs træværk.

”Udhæng og træfacader er også tilbøjelige til at tage stor skade af vejret, og her er det endnu vigtigere at være på forkant med problemerne, da træværk skal males hver 5. år, hvis det skal forblive sundt og godt.”

Tjek elasticiteten

Døre og vinduer er tætnet med elastiske fuger. Men heller ikke de holder evigt.

Hvis de mister sin elasticitet og slipper grebet, kan der også der slippe fugt ind, hvilket kan føre til skader.

Igen opfordrer Bo Halm Andersen til, at man samtidig med det årlige tjek af facadefuger også tjekker de elastiske fuger ved vinduer og døre.

På den måde sikre man sig, at de ikke udvikler sig til reelle skader.

 

Har du brug for et overblik over din boligs fremtidige vedligeholdelse? Så skal du kigge nærmere på et Boligeftersyn fra EBAS. Med et Boligeftersyn får du besøg af en af vores erfarne rådgivere, der giver dig overblik over din boligs tilstand, den fremtidige vedligeholdelse samt mulighederne for at forbedre den. 

Disse skader vil opstå i din bolig: Sådan forhindrer du dem bedst muligt

Revner i soklen

Der skal ikke opstå sætningsskader i soklen, men der kan opstå små svindrevner.

Svindrevnerne er mest generende synsmæssigt, men man skal ifølge Bo Halm Andersen alligevel være opmærksom på dem, hvis de udvikler sig og bliver større.

”Svindrevner er bitte små revner, som ikke er så skadelige. Men vokser de sig større, kan der komme vand ned, og så er det straks en anden sag, for så skal de udbedres. Hvis de vokser sig større, kan det også være tegn på sætningsskade, som så bør undersøges” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at revnen kan frostspringe om vinteren, hvis der er vand i den, og så vil soklen skalle af det pågældende sted.

Revnerne kan repareres med sokkelpuds.

Disse skader vil opstå i din bolig: Sådan forhindrer du dem bedst muligt

Vådrummet er udsat

Et af de rum, der dagligt bliver udsat for rigtig meget fugt, er badeværelset.

Det er derfor heller ikke overraskende, at man her skal være ekstra opmærksom på de elastiske fuger i især brusekabinen, som med tiden vil bukke under for vandpåvirkningen.

”Hvis de er væk flere steder eller har sluppet grebet, er det meget vigtigt at erstatte dem med nogle nye hurtigst muligt, da der ellers vil trække fugt ud i konstruktionerne. Fugerne vil blive dårlige i alle badeværelser med tiden – og jo mere de bliver brugt, jo hurtigere går det,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at det allerede kan ske efter fem år.

 

Er du i tvivl om, om ovenstående skader er at finde i drømmeboligen? Køberrådgivning fra EBAS er til dig, der ønsker en erfaren fagmand ved din side, inden du skriver under på drømmehuset. På den måde får du 100 procent vished om boligens byggetekniske tilstand og indsigt i den vedligeholdelse, du kan forvente fremover.