Derfor er din BBR-meddelelse vigtig, cover

Derfor er din BBR-meddelelse vigtig

 

Som boligejer har du en såkaldt BBR-meddelelse på din bolig med grundlæggende data på din bolig, såsom størrelse, boligtype, antal værelser, materialer og placering af bygninger. Energivenligs ekspert Bo Halm Andersen, giver dig her fire gode grunde til at have styr på din BBR.

BBR – Bygnings- og Boligregisteret er måske ikke det første, du skænker en tanke, når du eksempelvis ønsker at sælge din bolig. Alligevel er det vigtigt, at du har styr på oplysningerne og kender til formålet med din BBR-meddelelse.

Med din BBR-meddelelse får du en række grundlæggende informationer om en given bolig, der blandt andet bruges som udgangspunkt for en ejendomsvurdering, og når du skal sælge din bolig.

Her kommer de fire vigtigste årsager til at have tjek på BBR-meddelelsen.

1. Du kan hæfte for forkerte oplysninger

Når du skal sælge din bolig, er det vigtigt, at oplysningerne i BBR stemmer overens med virkeligheden. Står der eksempelvis skrevet, at boligen er 200 kvadratmeter, men reelt kun er 180 kvadratmeter, vil en køber i teorien kunne gøre krav på de resterende tyve kvadratmeter, og det kan hurtigt ende i en tvist mellem køber og sælger.

Vær også opmærksom på, at dit boligareal er opmålt udvendigt med væggenes tykkelse in mente. På nybyggeri er væggene typisk 40-50 cm tykke, og de skal trækkes fra, når du tænker i gulvplads. Er dit hus 140 kvm, vil du så reelt set have 120 kvm gulvareal.

2. Den nye bygning skal rives ned

Du har netop købt hus, og du købte det blandt andet, fordi du glæder dig til at indtage den nybyggede tagterrasse. Der er bare det problem, at terrassen er ulovlig opført og desuden ikke registreret i BBR-meddelelsen. Derfor er du som ny ejer nødsaget til at rive bygningen ned.

 

Eksemplet er ikke urealistisk, hvis der ikke er styr på oplysningerne om boligen. Derfor gør du klogt i at sikre, at disse stemmer.

Skal du sælge din bolig? Derfor skal du have en tilstandsrapport.

3. Forkert ejendomsvurdering

Står der for mange eller for få kvadratmeter eller mangler informationen om, at bygningen også anvendes som erhvervsvirksomhed, kan det få betydning for den offentlige ejendomsvurdering og tilmed betyde, at du har betalt for meget eller for lidt i ejendomsskat.

Ved at sikre de korrekte oplysninger, sikrer du det korrekte grundlag for vurderingen, og dermed undgår du et smæk eller at have betalt for meget i ejendomsskat.

4. Korrekt varmekilde = korrekte udgifter til opvarmning

Opvarmes din bolig ved hjælp af elvarme, er det en rigtig god idé at have det registreret i din BBR-meddelelse.

Det giver nemlig mulighed for at få reduceret din elafgift på den del af dit elforbrug, der overstiger 4000 kWh om året, eller nogenlunde hvad der svarer til en familie med et gennemsnitligt elforbrug. Har du for eksempel en relativt stor bolig og et højt varmeforbrug, er det potentielt set en hel del, du kan spare ved at have det anført korrekt. Har du det ikke registreret i BBR, er det meget muligt, at du ikke får reduceret din el-afgift.

Læs også ”Glem ikke disse punkter, inden du skriver under på drømmeboligen”